Dit job Ferie

Den 6.ferieuge

Den 6. ferieuge adskiller sig fra de øvrige fem ferieuger, og du skal selv tage stilling til hvordan du vil bruge den. Her kan du læse om mulighederne

Er du lærer eller børnehaveklasseleder, optjener du 6. ferieugetimer for hver måneds beskæftigelse i et kalenderår i forhold til den enhver tid gældende beskæftigelsesgrad. Man optjener 3,083 6. ferieugetimer pr. måned. Optjeningsåret starter 1. januar. 

De fem feriedage kan bruges på tre forskellige måder:

1) Du kan ønske at holde fri på 5 hele skoledage, det har du krav på. Du skal meddele din leder, om du har tænkt dig at afholde 6. ferieuge inden 1. maj, medmindre din leder har sat en anden dato.

2) Du kan også vælge at få feriedage fra den "6. ferieuge" udbetalt, hvis du ikke afholder hele feriefridage i løbet af året. Hver feriedag har en værdi af 0,5 % af din årsløn.

3) Den tredje mulighed er, at feriedagene kan bruges til at nedsætte den årlige arbejdstid. Dette kan gøres på en lidt teknisk måde, da vi i Silkeborg Kommune har en lokal aftale. Du skal slet og ret meddele din leder, at du ønsker at afholde din 6. ferieuge,  men at du vil bruge den på tre dage, hvor der ikke er og bliver placeret arbejde. Her vil konsekvensen være den samme, som vi kendte fra tidligere, at den 6.ferieuge vil blive brugt til at nedsætte årsnormen.

Skolens ledelse kan træffe beslutning om en dato, hvor du senest skal give besked, om du ønsker  at afholde eller få udbetalt den 6. ferieuge. Hvis der ikke er fastsat en anden dato på skolen, skal du senest 1. maj meddele skolens ledelse, hvordan du vil afvikle den 6. ferieuge.

Den 6. ferieuge kan også overføres til næste ferieår, hvor du enten kan afholde den eller få den udbetalt.

Lønnen under 6. ferieuge afregnes i forhold til den aktuelle beskæftigelsesgrad. 

Silkeborg Lærerforening og Silkeborg Kommune har udarbejdet en fælles forståelse af ferieaftalens regler om 6.ferieuge. Denne fælles forståelse kan du finde i sideboksen.

6.ferieuge