Motiverende undervisning

Sjette bog i serien Pædagogisk rækkevidde er nu klar til download på 'Min side'. Det er Frans Ørsted Andersens bog Motiverende undervisning.

I bogen fortæller Frans Ørsted Andersen, lektor ved DPU, om, at børn skal have lyst til at lære noget. Men deres videbegær må ikke kun være drevet af 12-taller og ros til skole-hjemsamtalen. Ønsket om at blive klogere skal komme indefra. Det kræver medbestemmelse, succesoplevelser og fællesskaber. Derfor er lærernes viden om såvel mål og mening som rum og rammer afgørende i motiverende undervisning. Hvad er egentlig forudsætningerne for, at elever får lyst til at engagere sig i skolens undervisning? Hvordan skaber lærerne de bedste rammer for dem?

Bogen er et af Danmarks Lærerforenings medlemstilbud. Vi har i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag og Frie Skolers Lærerforening udviklet en bogserie med overskriften 'Pædagogisk rækkevidde'. Serien vil omfatte i alt 12 bøger.

Som medlem af Danmarks Lærerforening kan du hente bøgerne gratis både som lydbog og som e-bog ved at logge dig ind på ”Min side” på foreningens hjemmeside dlf.org. 

Bøgerne er skrevet af førende pædagogiske forskere. De er korte, anvendelige og skrevet i et fortællende sprog.

De 5 første bøger i serien er også tilgængelige på ”Min side”. Det er Jeppe Bundsgaards Digital Dannelse, Theresa Schilabs Læringens dna, Tine Basse Fiskers Samarbejde og inklusion, Ole Lauridsens Læring i praksis og Andreas Lieberoths Spilpædagogik, som du kan downloade.

Emner

Målgruppe