KREDS 132 Generalforsamling 2017

Vedtægter

Vedtægter for Silkeborg Lærerforening

Danmarks Lærerforenings kreds 132

1. Navn

Kredsens navn er Silkeborg Lærerforening. Den udgør kreds 132 af Danmarks Lærerforening og omfatter Silkeborg Kommune. Kredsens hjemsted er Silkeborg Kommune.

2. Formål/valgkreds

Kredsens formål er at varetage medlemmernes pædagogiske, økonomiske og tjenstlige interesser samt at tilskynde til aktivt medlemsarbejde og styrke sammenholdet mellem medlemmerne.

Kredsen fungerer tillige som valgkreds, jf. Danmarks Lærerforenings vedtægter.

3. Medlemmer

Som medlem kan optages enhver som iflg. Danmarks Lærerforenings vedtægter har ret til at være almindeligt medlem eller særligt medlem af kredsen. Kun almindelige medlemmer er valgbare og har stemmeret.

Indmeldelse sker på foreningens indmeldelsesformular gennem tillidsrepræsentanten eller direkte til kredskassereren eller foreningens kontor. Enhver indmeldelse modtages under forbehold af hovedstyrelsens godkendelse.

Udmeldelse sker skriftligt til kredskassereren eller foreningens kontor med mindst 1 måneds varsel til en 1. januar, 1. april, 1. juli eller 1. oktober.

4. Regnskab og kontingent

Kontingent til kredsen fastsættes på den ordinære generalforsamling på grundlag af et af styrelsen udarbejdet budget for det følgende regnskabsår.

Styrelsen er berettiget til at lade kontingentopkrævningen foregå ved den lønudbetalende myndigheds bistand ved indeholdelse af 1/12 af årskontingentet i hver månedlig lønudbetaling, forudsat det enkelte medlem ikke modsætter sig dette.

Medlemmer, der trods påkrav ikke har betalt kontingent mv. inden udgangen af hvert kvartal, fortaber medlemsrettighederne, indtil kontingentrestancen og påløbne renter og gebyrer er betalt. Medlemmer, der trods påkrav ikke har betalt kontingent, slettes som medlemmer ved kvartalets udgang efter en sletteprocedure, som fastsættes af hovedstyrelsen. Sådanne medlemmer kan kun genoptages, efter restancen er betalt, og i øvrigt forholder man sig ved genoptagelsen som angivet i DLF’s vedtægter.

Kontingenter, som ikke er betalt senest 3 uger efter den angivne sidste indbetalingsdato, og som skal genopkræves, pålægges portoudgifter.

Sletning af medlemsskabet af foreningen sker efter sletteproceduren, beskrevet i DLF's vedtægter.      

Det enkelte medlem af kredsen hæfter overfor Silkeborg Lærerforenings forpligtelser alene med sit indbetalte og sit forfaldne kontingent til kredsen.

Den generalforsamlingsvalgte styrelses frikøb fastsættes hvert år i forbindelse med fastsættelsen af kontingentet. Når styrelsesmedlemmer afgår, holdes de økonomisk skadesløse i den resterende del af det skoleår, i hvilket de er frikøbt.

Regnskabsåret går fra 1.januar til 31.december.

Som en del af kredsen råder kreds 132 over Særlig Fond, jf. DLF's vedtægter.

5. Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er kredsens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i årets første kvartal, jf. Danmarks Lærerforenings vedtægter.

Indkaldelse til ordinær generalforsamling skal ske med mindst 3 ugers varsel ved opslag på skolerne og i "www.folkeskolen.dk´s kalender". Ved indkaldelse angives foreløbig dagsorden og frist for indsendelse af punkter til endelig dagsorden.

Forslag, der ønskes sat på dagsordenen, skal foreligge skriftligt hos kredsformanden senest 10 dage før generalforsamlingens afholdelse. Endelig dagsorden indeholdende forslag til budget og kontingent bekendtgøres ved opslag på skolerne senest 5 dage før generalforsamlingen.

Generalforsamlingen kan kun træffe beslutning om sager, der er optaget på dagsordenen.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig når den er lovligt indkaldt. Beslutninger sker ved almindeligt flertal, jf. dog § 14.

Skriftlig afstemning foretages såfremt 5 medlemmer begærer det.

Ved personvalg foretages altid skriftlig afstemning, hvis der er opstillet flere kandidater end der skal vælges.

Der kan ikke afgives stemme ved fuldmagt eller ved brev.

Dagsordenen på den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent

2. Godkendelse af generalforsamlingens forretningsorden

3. Beretning

4. Regnskabsaflæggelse

5. Indkomne forslag

6. Budget og fastsættelse af kontingent, herunder fastsættelse af ydelser til styrelsesmedlemmer.

7. Valg, jf. § 7

8. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant (i ulige år)

9. Eventuelt

6. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes når formanden eller styrelsen finder det ønskeligt, eller når mindst 10 % af de almindelige medlemmer skriftligt kræver det og samtidig meddeler de emner, som kræves behandlet af generalforsamlingen.

I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned (skoleferier fraregnet) efter, at begæringen er fremsat.

Ekstraordinær generalforsamling med angivelse af dagsorden indkaldes med mindst 5 dages varsel ved opslag på skolerne samt ved opslag i "Folkeskolen" eller ved brev til hvert medlem jf. dog § 14.

7. Kredsstyrelsen

Styrelsen består af 7 medlemmer incl. de kongresdelegerede som vælges på den ordinære generalforsamling i lige år. Valgperioden er sammenfaldende med kongressens valgperiode. Der vælges mindst 2 suppleanter til kredsstyrelsen.

Formanden vælges først og er samtidig valgt som kongresdelegeret. Derefter vælges næstformanden, der samtidig er valgt som kongresdelegeret. Derefter vælges de øvrige kredsstyrelsesmedlemmer og endelig de øvrige kongresdelegerede blandt de valgte til styrelsen. Alle valg foretages efter de af hovedstyrelsen fastsatte regler, som udsendes forud for valget.

8.

Et forslag til mistillidsvotum til styrelsen behandles efter Danmarks Lærerforenings vedtægter.

9.

Styrelsen konstituerer sig snarest muligt efter generalforsamlingen med kasserer og sekretær valgt blandt de generalforsamlingsvalgte styrelsesmedlemmer.

Formanden og kassereren kan ikke være samme person.

Styrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Formanden tegner kredsen i overensstemmelse med kredsstyrelsens beslutninger.

Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom kræves dog underskrift af mindst 2 styrelsesmedlemmer ud over formandens.

10. Tillidsrepræsentanterne

Jf. Danmarks Lærerforenings vedtægter udskriver styrelsen valg af tillidsrepræsentanter/tillidsrepræsentantsuppleanter/kontaktpersoner.

Valgene finder sted efter reglerne i Danmarks Lærerforenings vedtægter.

Tillidsrepræsentanten formidler samarbejdet mellem medlemmerne på sit tjenestested, kredsstyrelsen og hovedstyrelsen.

Såfremt en tillidsrepræsentant afgår i løbet af valgperioden, foretages nyvalg af såvel tillidsrepræsentant som tillidsrepræsentantsuppleant.

Et forslag om mistillidsvotum til en tillidsrepræsentant behandles efter Danmarks Lærerforenings vedtægter.

11.  Faglige klubber

For at styrke det fagpolitiske arbejde på skolerne/tjenestestederne og blandt medlemmer skal kredsens medlemmer i fraktionerne 1 og 2 på den enkelte skole/det enkelte tjenestested danne en faglig klub under Silkeborg Lærerforening.

Klubbens forretningsorden skal godkendes af kredsstyrelsen.

Tillidsrepræsentanten/kontaktpersonen er formand for klubben og bindeled til kredsstyrelsen.

Stk. 2. Medlemmer uden fast tjenestested kan udgøre en særlig klub under kredsen.

Stk. 3. Medlemmer, der ikke er ansat på en skole, men som er ansat efter overenskomst indgået af DLF eller LC, kan udgøre en særlig klub under kredsen.

Stk. 4. I kredsens budget afsættes der årligt et beløb til de faglige klubbers arbejde.

12. Lederforeningen

Der dannes en lokal afdeling af lederforeningen i kredsen jf. Danmarks Lærerforenings vedtægter.

Den lokale afdeling af lederforeningen består af medlemmer fra fraktion 3.

Beslutninger træffes i overensstemmelse med hovedstyrelsens retningslinier samt den lokalt indgåede samarbejdsaftale.

13. Særlig Fond

§ 1

Kreds 132's særlige fond har til formål at forøge kredsens økonomiske styrke og til i en given situation at kunne yde støtte til kredsens almindelige medlemmer i fraktionerne 1, 2 og/eller 3 under konflikter om tjenstlige forhold og lønningsforhold.

§ 2

Fondens midler tilvejebringes ved bidrag fra Danmarks Lærerforenings særlige fond og ved indbetalinger fra kredsens almindelige medlemmer i fraktionerne 1, 2 og/eller 3.

Fondens midler kan ikke overføres til kredsens drift, formue, henlæggelser, andre kredsfonde eller lignende. Fondens midler kan heller ikke overføres til andre kredse.

§ 3

Over kredsens særlige fond føres et selvstændigt regnskab, som revideres af kredsens revisorer og en statsautoriseret eller registreret revisor, som udpeges af kredsstyrelsen. Det reviderede regnskab forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse.

Indvundne renter, udbytter mv. tilskrives fondens kapital efter fradrag af administrationsudgifter.

Administrationsudgifterne bør minimeres mest muligt. Disse kan omfatte betaling til regnskabsføring, herunder brug af EDB, revisionshonorar og kurtager ved køb og salg af fondsbørsnoterede værdipapirer.

§ 4

Fondens midler tilhører kredsen, jf. dog Danmarks Lærerforenings vedtægters '9, stk. 9.

Kredsstyrelsen træffer beslutning om midlernes anbringelse.

§ 5

Beslutning om udbetaling af midler fra kredsens særlige fond til konfliktramte medlemmer af kredsen træffes af kredsstyrelsen eller generalforsamlingen.

§ 6

Såfremt der efter en konflikts afslutning betales hel eller delvis løn for den tid, konflikten har stået på, er medlemmer, der har modtaget støtte fra kredsens særlige fond, forpligtede til at tilbagebetale det beløb, hvormed ydelserne fra kredsens særlige fond og fra Danmarks Lærerforening samt lønnen tilsammen overstiger den løn, den pågældende ville have oppebåret, såfremt konflikten ikke havde fundet sted.

§ 7

Med hovedstyrelsens forudgående godkendelse med 2/3 flertal kan kredsstyrelsen med 2/3 flertal eller kredsgeneralforsamlingen med 2/3 flertal beslutte at anvende midler fra kredsens særlige fond til aktiviteter, hvis specifikke formål er at modvirke konflikters opståen.

§ 8

I tilfælde af kredsens ophør som kreds i Danmarks Lærerforening tilfalder de til enhver tid værende midler i kredsens særlige fond, herunder eventuel fast ejendom, inventar etc., Danmarks Lærerforenings særlige fond. Ved eventuel sammenlægning/fusion med en anden kreds i Danmarks Lærerforening tilfalder midlerne i kredsens særlige fond den sammenlagte/fusionerede kreds´ særlige fond.

§ 9

Disse vedtægter for kreds 132's særlige fond er vedtaget på generalforsamlingen den 7. marts 2013.

14. Vedtægtsændringer

Nærværende vedtægter kan ændres, når forslag herom er optaget på dagsordenen for en generalforsamling, som indkaldes med de for ordinær generalforsamling gældende indkaldelsesregler, og når mindst 2/3 af samtlige afgivne stemmer (incl. stemmer ikke) stemmer for.

15. Opløsning

Danmarks Lærerforenings kreds 132 kan med hovedstyrelsens forudgående godkendelse kun opløses, hvis dette vedtages på en generalforsamling, indkaldt efter de for ordinære generalforsamlinger gældende regler, på hvilken mindst 2/3 af generalforsamlingens tilstedeværende almindelige medlemmer (inklusiv stemmer ikke) stemmer for. Opnås der ikke 2/3 flertal for forslaget, indkaldes der til ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutning træffes ved almindelig stemmeflertal.

I tilfælde af kredsens opløsning anvendes dens midler efter generalforsamlingens nærmere bestemmelse efter kredsens formålsbestemmelse.

Ved kredsens opløsning tilfalder dog de til enhver tid værende midler i kredsens særlige fond, herunder eventuel fast ejendom, inventar etc., Danmarks Lærerforenings særlige fond.

16. Ikrafttræden

Nærværende vedtægter er vedtaget på kredsens generalforsamling den 16. marts 2017 og træder i kraft umiddelbart.